Hvis du sørger for at passe og ernære din chinchilla korrekt, vil den sjældent blive syg.
De fleste sygdomme kan kureres hurtigt, hvis man tidligt opdager symptomerne. Ikke mange dyrlæger kender til chinchillaen, og de færreste har speciale i eksotiske gnavere. Det kan derfor være svært at få den helt korrekte hjælp, og man vil ofte få en generel gnaver-behandling som måske ikke hjælper. Sørg derfor for, at have undersøgt dyrlæge-markedet. Find en dyrlæge, der har speciale i eksotiske gnavere, da du her vil få den bedste hjælp, hvis du skulle komme i en situation, hvor du har brug for hjælpen.
Er du i tvivl om noget vedrørende din chinchillas helbred, så søg kontakt hos dyrlægen.
Herunder vil jeg opliste nogle af de mest almindelige sygdomme, og behandlingsmetoder.
Fungus
Fungus er et almindeligt forekommende parasitangreb, der viser sig ved rødmen i huden omkring snuden og senere ved øjnene. Ørerne bliver tørre og skællede. Chinchillaen vil desuden miste pelsen i disse områder fordi den klør sig.
Fungus opstår pga for høj luftfugtighed, og undgås derfor ved at holde en normal luftfugtighed og undgå at chinchillaens pels bliver våd.
Fungus behandles nemt med anti-fungus pulver, der puttes i sandbadet.
Forstoppelse
Forstoppelse opstår pga. forkert næring eller overforbrug af guf. Hold øje med om dyret spiser, og at afføringspillerne er aflange og faste, og desuden ser ud, og kommer i den samme mængde, som normalt.
Hvis der er tegn på forstoppelse kan du prøve at give chinchillaen en god portion rosiner i et par dage, hvis dette ikke hjælper, bør du opsøge en dyrlæge. Sørg desuden for at chinchillaen får rigeligt med væske og motion. Ekstra motion kan sætte maven i gang igen.
Det er desuden ganske normalt at chinchillaen ind i mellem spiser en afføringspille. Denne pille indeholder bakterier, der er med til at opretholde tarmfloraen.
Pelsbidning
Pelsbidning viser sig ved, at dyret begynder at bide i sin pels – ofte i området på hoften.
Pelsbidning kan opstå, hvis dyret er stresset, keder sig eller ved voldsomme temperatur udsving.
Pelsbidning afhjælpes ved at fjerne det der først startede pelsbidningen. Ved stress fjernes det stressende moment, ved kedsomhed sørges der for ekstra beskæftigelse i buret. Evt. en burkammerat, hvis chinchillaen normalt sidder alene.
Pelsbidning er ikke umiddelbart farligt for chinchillaen, men længere tids stress kan forkorte dyret liv.
Tynd mave
Hvis afføringen er mere flydende end normalt har chinchillaen fået tynd mave. Det er sjældent farligt, og går som regel over efter et par dage. Årsagen kan være forkert eller mulden foder eller hø.
Sørg for ekstra rengøring af buret mens det står på, så det ikke fortsætter.
Tynd mave kan ved tidligt indgreb kureres med tørrede blåbær
Sluppers
Betegnelsen ”sluppers” dækker over forskellige tandfejl. Chinchillaen har rodløse tænder, og de vokser derfor konstant. Forkert tandstilling medfører, at tænderne vokser forbi hinanden og derfor ikke bliver slidt. Mangel på gnavemateriale medfører at tænderne vokser for meget, og vokser op i ganen.
Begge fejl vil vise sig ved at afføringspillerne bliver små, sorte og hårde.
Chinchillaen prøver at spise, men taber foderet. Den bliver ofte våd om munden og ned af hagen.
Sluppers kan ofte afhjælpes ved, at dyrlægen klipper et stykke af tænderne. Er der tale om forkert tandstilling vil problemet vende tilbage. Sjældent er fejlen dog så stor, at dyret må aflives.
Skyldes det mangel på gnavemateriale, må du sørge for flere grene etc. chinchillaen kan gnave i.
Kilder:
www.danchin.dk
Egen erfaring